Skrevet af

Picture of Philipp Skafte-Holm
Philipp Skafte-Holm

Læge

Bjarne Lühr Hansen
Bjarne Lühr Hansen

Praktiserende læge, ph.d.

Sidst redigeret d. 24. marts 2026

Klik på figuren, der hvor der er problemer

Høfeber

Allergisk rhinitis

Høfeber er den hyppigste allergi-sygdom hos børn. Høfeber viser sig ved kløe i næse og øjne, mange nys og løbende næse. Selv om høfeber ikke er en alvorlig sygdom, er den meget generende. Forældre kan behandle høfeber ved at undgå pollen, bruge allergi medicin og undgå især røg i hjemmet.

Høfeber ligner meget en forkølelse, men varer dog meget længere. De fleste forældre får mistanke om høfeber på grund af gentagne og langvarige “forkølelser” om sommeren. I nogle tilfælde udløses høfeber af overfølsomhed over for pelsbærende dyr, støvmider og skimmelsvamp. I de tilfælde er børnene generet hele året.

Høfeber viser sig ved pludselig opstået kløe i øjne og næse samt i mindre grad i halsen. Kløe i øjnene fører til, at barnet gnider sig og derved får røde øjne og yderligere irritation. Kløe i næsen resulterer i nyseture med op til 25 nys lige efter hinanden. Samtidig løber næsen og øjnene med tynd væske, og næsen bliver stoppet.

Klik her for at læse om hvordan du vurderer dit syge barn

Medicin

Allergimedicin mod høfeber kan købes i håndkøb. Nogle få midler er på recept. Hvis barnet mest er generet i øjnene anvendes øjendråber  – er det næsen, anvendes næsespray. Hvis den behandling ikke er tilstrækkelig, suppleres der med piller eller mikstur.

Hvad du selv kan gøre

Det er vigtigt, at barnet ikke udsættes for det, som barnet er overfølsomt overfor. Det kan være umuligt helt at undgå pollen, men antallet af pollen indendørs mindskes ved at holde døre og vinduer lukkede i det værelse, hvor barnet sover. Birketræer i haven kan fældes. Børn med græspollenallergi skal ikke hjælpe til med at slå græs. 

Tobak, røg, stærke dufte og støv forværrer høfeber. Undgå derfor, at barnet kommer i kontakt med det.

Kontakt lægen i morgen

Hvis du mistænker at dit barn har høfeber. Hvis du vil vide, hvad det er, dit barn er overfølsom overfor.

Hvis barnet trods din egen behandling stadig er generet. Lægen kan udskrive receptpligtig medicin og rådgive dig om mulighederne for vaccination mod høfeber.

Kontakt lægen med det samme

Aldrig nødvendigt.

Find vej

Regioner

Råd om sygdom

Find way

Regions

Advice on illness