Skrevet af

Picture of Philipp Skafte-Holm
Philipp Skafte-Holm

Læge

Bjarne Lühr Hansen
Bjarne Lühr Hansen

Praktiserende læge, ph.d.

Sidst redigeret d. 6. marts 2026

Klik på figuren, der hvor der er problemer

Forhudsforsnævring

Phimosis

Forhudsforsnævring er en almindelig tilstand, hvor forhuden på penis ikke kan trækkes så langt tilbage, at hovedet på penis blottes. Kun sjældent er drengene generet og hos langt de fleste er forhudsforsnævringen forsvundet inden puberteten. Kun drenge, der er væsentligt generet, skal tilbydes behandling. Behandlingen består af påsmøring med creme på penis eller operation.

Ved forhudsforsnævring menes der, at forhuden på penis ikke kan trækkes så langt tilbage, at hovedet på penis er blottet. Mange forældre er ængstelige for, at det kan være farligt og ubehageligt for drengene. Men forhudsforsnævring hos børn er ikke nogen sygdom og den generer mest forældrene.

Forhudsforsnævring er en almindelig tilstand. Ved fødslen er det således 95 % af alle drengene, hvor forhuden ikke kan trækkes helt tilbage. I løbet af de første 3 år vil de fleste drenge vokse fra tilstanden og i skolealderen har kun omkring 8 % fortsat forhudsforsnævring.

Forhudsforsnævring kan – men behøver langt fra – give anledning til forskellige gener. De hyppigste gener er stor spredning på strålen (generer mere den der skal gøre rent end selve barnet) og betændelse under forhuden. Betændelse under forhuden viser sig ved hævelse, varme, rødme og ømhed på spidsen af penis.

Forhudsforsnævring skal ikke behandles for enhver pris. Kun de børn der er væsentligt generet – og det er meget få – skal tilbydes behandling. Den væsentligste grund til at være tilbageholdende med behandling er, at forhudsforsnævring kun sjældent giver anledning til alvorlige gener og at tilstanden meget tit forsvinder af sig selv. Hvis der fortsat er forhudsforsnævring ved puberteten, kan det fører til smerter i forbindelse med erektion – i de tilfælde skal tilstanden selvfølgelig behandles.

Behandling af forhudsforsnævring består i ballontisning, påsmøring af creme eller operation.

Klik her for at læse om hvordan du vurderer dit syge barn

Medicin

Lægen kan skrive en recept på binyrebarkhormon-creme, som er meget effektivt. Cremen skal smøres på spidsen af forhuden hver aften i 4 uger. Herefter vil de fleste drenge kunne føre forhuden helt tilbage. Der er ingen bivirkninger ved at bruge binyrebarkhormon-creme i 4 uger.

Hvad du selv kan gøre

Forældrene skal ikke forsøge at trække forhuden tilbage med magt. I stedet skal forældrene lære drengen ballon-tisning. Herved forstås der, at drengen eller forældre med fingrene klemmer sammen om forhuden, sådan at urinen puster forhuden op som en ballon. Derved løser den stramme forhud og tilstanden forsvinder.

Skulle der opstå betændelse bag forhuden, skal forældrene med spidsen af en sprøjte spule vand ind under forhuden. Dette gøres 2 gange daglig, indtil ømheden og rødmen er væk.

Kontakt lægen i morgen

Hvis barnet har besvær med at lade vandet. Hvis barnet klager over smerter ved vandladning. Hvis spidsen af penis er varm, rød, øm og hævet.

Kontakt lægen med det samme

Aldrig nødvendigt.

Find vej

Regioner

Råd om sygdom

Find way

Regions

Advice on illness